GrodsFit er på Facebook
For et par blogindlæg siden, snakkede jeg om madro og om hvordan vores barndoms spisemønstre har hindret mange af os i, at opnå netop madro. Faktisk er de fleste af os, som voksne mennesker, hæmmet i vores forhold til visse fødevarer fordi vi, som børn, lærte at noget mad var bedre end andet/sundere end andet og at man skulle spise det “sunde” for at gøre sig fortjent til det “usunde”. Netop denne tilgang til mad er den dominerende faktor til, at SÅ mange mennesker kæmper med overvægt, usunde tilgange til mad, samt kæmper med at bryde uhensigtsmæssige spisemønstre. Ét mønster der går igen hos mange er, at de vold-æder slik, kager, snacks og desserter når de “endelig er tilgængelige”.
Mange oplever nok også at deres børn heller “ikke kan styre sig når først der kommer snacks på bordet” og derfor opdrager mange deres børn med de samme mønstre de selv er vokset op med – “at det sunde skal spises først, for ellers ender de med KUN at spise det søde/usunde”. Men dette er det værste man som forældre kan gøre – i hvert fald hvis man vil lære sine børn at omgås mad neutralt. Hvis mad skal opfattes neutralt (af både os og vores børn) så er vi nødt til at re-tænke hvordan vi omtaler mad, og hvordan vi præsentere den overfor vores børn.
Herhjemme har vi 2 små poder – én på 4 år, og en lille størrelse på 7 måneder. Ham på 4 har ALDRIG støvsuget en slikskål, ej heller har han vold-ædt i slik eller kager hvis de står fremme på bordet – faktisk vil han lige så ofte spise blomkål før en pose vingummibamser, vel og mærke selvom begge ting er tilgængelige på samme tid, og på samme tallerken. But how!? Det er egentlig ret simpelt. Herhjemme har slik, snacks, is og andet “usundt” (der findes INGEN usunde fødevarer) aldrig været sat op på en piedestal – tværtimod. Helt fra starten af, har vores søn fået alle slags fødevarer præsenteret neutralt, som noget der kan indgå i et måltid. F.eks.: et stykke chokolade OG en rugbrødsmad til morgenmad, en muffin samt kartofler og en frikadelle til aftensmad, figenstang eller mælkesnitter sammen med rugbrød til frokost osv. osv. Denne tilgang har, for os, betydet at vores søn lige så ofte vælger at spise rugbrødsmadder FØR mælkesnitten, eller frikadellen FØR en muffin.
Vi omtaler også mad neutralt herhjemme – vi kategorisere ikke noget som værende “sundt eller usundt” men som mad. Dette betyder IKKE at han selv, frit, kan bestemme hvad han spiser – VI bestemmer hvad der kommer på tallerkenen og hvornår, MEN han bestemmer hvor meget han spiser og i hvilken rækkefølge. Vi, som forældre, passer vores egen tallerken. Desuden kunne vi aldrig drømme om, at tvinge vores søn til at spise op – man skal ALDRIG spise mere end ens mæthed fortæller én. Dette er hvad mange af os voksne er vokset op med “at man spiser op”. Men det er så forkert – ingen kender et barns mæthedsgrænse andre end barnet selv. Og man skal heller aldrig spise op for at få dessert – igen vil dette kun bevirke, at barnet vil tvinge mad i sig (som det ikke er sultent efter) fordi, selvfølgelig vil et barn jo have dessert. Hvis man praktisere denne tilgang, at man skal spise op før man må få dessert, så undertrykker man barnets mæthedsfølelse hvilket kan bevirke at barnet (på længere sigt) kommer til at overspise hele tiden – da barnet ikke længere kan mærke sin egen krop. Hvis man ønsker at give sit barn de bedste forudsætninger ift. madro og dét at kunne mærke egen mæthed (og egne grænser), så stol på dit barn når det siger at det er mæt/sultent – vores kroppe (OGSÅ BØRNS) er fantastiske til at føle hvad vi har brug for. Så stol på dit barn, og lad dit barn stole på dets krop.
En anden bonus ved denne tilgang til mad er, udover at vi har børn der ikke sætter slik på en piedestal, at vi heller ikke behøver at lave særskilt mad til nogen i familien – heller ikke da mor (herhjemme) tabte sig 30 kilo efter fødslen af vores første barn.
